Denne virkelige historie handler om en ung kvinde ved navn Charlotte Corday. Hun var 25 år og boede i en fransk provinsby, og hun havde truffet en vidtrækkende beslutning...
I lang tid havde hun overvejet at dræbe revolutionslederen Marat, og nu var tiden moden. Den 9 juli 1793 rejser hun til Paris og lejer et værelse på Hotel de Provence midt i Paris. På værelset skriver hun et langt brev til "de franske venner af lovene og freden". Den 13. juli sender hun et kort til Marat, hvor hun beder om at kunne komme og fortælle om revolutionen i hendes hjemby. Hun havde hørt, at Marat led af en alvorlig hudsygdom og udførte meget af sit arbejde i et specielt indrettet badekar.
I en butik køber hun en skarp lang kniv med skaft af ibenholt og i en sort skede. Hun finder hans hus, men bliver afvist i døren af en af Marats medhjælpere. Hun går hjem på hotellet og skriver et brev til Marat, det bliver sendt med et bud. Om aftenen tager hun sit pæneste tøj på og opsøger igen lejligheden på 1. etage. Hun bliver atter afvist i døren, men Marat hører postyret på trappen og ønsker at tale med den person, der havde skrevet det brev, han netop havde læst. "Lad damen komme ind", råbte Marat.
Corday blev ført til soveværelset ved siden af det rum, hvor Marat sad i sit kobberbadekar med en træplade med papirer, breve og skrivepenne.
De er nu alene.
Corday i døråbningen og Marat i badekarret.
Corday begyndte at nævnte en række opdigtede navne på personer fra hendes hjemby. Personer der var modstandere af Marat og hans linje, fortalte hun. Da Marat begyndte at skrive navnene på et stykke papir, går Coday ind til Marat og griber kniven og hugger den med et stik i hans bryst lige indtil skaftet.
Kniven ramte hans hjerte, hovedpulsåren og den ene lunge, men han nåede at råbe:
"kom til mig min kære veninde", inden han sank om i badekarret.
Marats hjælpere kom hurtigt til og råbte på andre medarbejdere i huset, hvor også Marats avis havde lokaler. Cordays hænder blev bundet, men hun forsøgte ikke at flygte.
Næste dag 14. juli blev hun ført til nærmeste fængsel
Conciergeriet. I fængselscellen sad hun og reparerede sit tøj, der var flænget ved anholdelsen, og hun skrev et langt brev til sine forældre. Corday blev ført til dommeren, og som forsvarer fik hun samme advokat, som Dronning Antoinette havde haft. Men Corday udviste en total overlegenhed over for dommer og anklager:
"Jeg dræbte een mand for at redde tusinder...!"
Dommen lød på planlagt drab og straffen: halshugning i guillotinen. Overbødlen i Paris overlod dette job til en anden, da han ikke selv ville gøre det.
Maleren Jaques-Louis David, der var Marats ven, malede i 1793, dvs. kort efter Marats død, et af revolutionenes nu mest berømte malerier:
Marats død. David fremstiller Marat som en "helt". Som en martyr, en der dør for sin sag. Han er han som Jesus, død for en sag!
Mange år senere (1858) males et andet billede,
Charlotte Corday, af en fransk kunstner. Men her det det Corday, der er "heltinden". En smuk kvinde, i en smuk kjole og med et sikkert blik opad. Marat ligger alt andet en helteagtig i badekarret med ansigtet opad og på gulvet ligger en væltet stol. På væggen hænger et kort over Frankrig.
