"Jeg var engang chef-kok på Café Anglais "jeg rejser ikke tilbage .. de er alle borte.... og hvordan rejse tilbage, jeg har ingen penge"
"Har du ingen penge ? "spurgte søstrene. ...
"Men de ti tusind francs!"
"Ja, hvad skal man sige.." sagde Babette "Prisen på en middag på Café Anglais var titusind francs".
.. "Kære Babette, du skulle ikke have givet alle pengene ud for vores skyld" ...
"Nej, for jeres skyld."
"Jeg er en stor kunstner, mesdames"
"Så bliver du fattig hele dit liv" sagde Martine.
"Nej, en kunstner er aldrig fattig"
Men alle disse mennesker, du nævnte" sagde Philippas. "alle fyrster og stormænd i Paris, babette! Du kæmpede jo imod dem. Du var jo communard ! (oprører) De folk du talte om, lod din mand og din søn skyde. Hvordan kan du sørge over dem?"
Babettes øjne mødte Philippas som et par svære kanoner - til forsvar og angreb.
"Ja, jeg var communard.
Og de folk jeg nævnte var grusomme.
De lod folket i Paris sulte, de undertrykte de fattige og forvanskede lovene ....
Prise være herren ... og Den Hellige Jomfru jeg stod på barikaden.
Jeg har ladet geværet for mine mandfolk, mine arme var sorte af krudtrøg.
Jeg trådte i blod, mine strømpefødder var gennemvædet -
Og dog mesdames, jeg rejser ikke tilbage.
Disse mennesker tilhørte mig ... Jeg kunne gøre dem lykkelige.
De blev opdraget og uddannet til at forstå, hvor stor en kunstner jeg er."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar